22-01-2020

Som samlevende arver man ikke hinanden uden et testamente

Ingen arv uden testamente

Der er desværre rigtigt mange, som ikke ved, at man som samlevende ikke arver hinanden, selv om man har boet sammen i mange år. I 2008 ændrede man arveloven og retten til pensioner blev også ændret på dette tidspunkt. Det har desværre betydet, at der er en del forvirring omkring arveretten.

Som samlevende får man ret til samleverens pensionsordninger, der udbetales efter reglerne i loven fra 2008, når man har boet sammen i mere end 2 år eller har børn sammen.

Det sker helt automatisk, at man opnår denne ret, så man behøver ikke gøre noget, hvis man ønsker, at det skal være sådan.

Den samme betingelse gør sig gældende i forhold til boafgift (arveafgift). Hvis man har boet sammen i 2 år eller har børn sammen, så falder afgiften fra 36 ¼ til 15%. Der er altså en del at spare i arveafgift.

Der er bare det lille men, at man ikke har ret til arv fra sin samlever, hvis der ikke er oprettet et testamente. Det er derfor meget vigtigt for samlevende, som gerne vil sikre hinanden, at få oprettet et testamente, så man får ret til arv efter hinanden.

Det har ofte afgørende betydning for den længstlevendes mulighed for at blive boende i fælles bolig, at arven ikke går til samleverens forældre eller til børnene. Mange tror også, at den efterlevende forælder får rådighed over børnenes arv, og at det derfor er ligegyldigt, om det er samleveren eller børnene, der arver. Men det er ikke tilfældet. Børnenes arv skal placeres på en konto i en forvaltningsafdeling og udbetales først, når de fylder 18 år.

Desværre oplever vi ofte, at man ikke har kendskab til disse regler og at det kommer som en overraskelse for mange, at reglerne er sådan. Vi kan kun anbefale, at man sikrer sine kære med et testamente, så man hjælper dem bedst muligt videre i en svær situation.

Få hjælp med testamente

Udvidet samlevertestamente

Hvis man ikke har livsarvinger – altså børn – kan man testamentere over hele sin formue, og man kan dermed oprette et testamente, hvor man tildeler den længstlevende hele arven.

Hvis man har børn, vil hele arven gå til børnene, hvis der ikke er oprettet testamente. Derfor bør man sikre hinanden med et udvidet samlevertestamente, hvor man i vid udstrækning arver hinanden, som var man ægtefæller med fuldstændigt særeje, dvs. man arver 7/8 af afdødes formue. Man skal altså kun udrede 1/8 tvangsarv til børnene i tilfælde af dødsfald.

Betingelserne for at oprette et udvidet samlevertestamente er:

  • at I ved oprettelsen opfylder betingelserne i §§ 6, 9 og 10 i Lov om Ægteskabsindgåelse og opløsning, herunder at ingen af jer er gift, frasepareret og endnu ikke skilt eller sidder i uskiftet bo,
  • at ingen af jer ved oprettelsen har oprettet udvidet samlevertestamente, som ikke er tilbagekaldt eller bortfaldet, hvorefter en anden samlever har arveret,
  • at I på tidspunktet for førstafdødes død lever sammen på fælles bopæl og
    • at I venter, har eller har haft et fælles barn eller
    • at I har levet sammen på fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold de sidste 2 år

De fleste ugifte samlevende, der har børn sammen eller har boet sammen i mindst to år, har altså mulighed for at sikre hinanden med et udvidet samlevertestamente.

Udover, at man kan sikre, at længstlevende får det meste af formuen, så får længstlevende med et udvidet samlevertestamente også andre fordele, f.eks. mulighed for at udtage genstande til personligt brug og udtagelsesret til f.eks. fast ejendom.

På den måde sikrer man, at længstlevende har større chance for at blive boende i huset og kan opretholde den hidtidige levestandard for sig selv men ikke mindst for børnene.

Har du brug for en advokat til testamente?

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller har brug for rådgivning i en sag.

Kontakt os

Hør også hvordan vi kan hjælpe dig med bl.a. fremtidsfuldmagt, ejerforhold, samlivskontrakt, ægtepagt og samejeoverenskomst.

 

Om forfatteren

Bodil H. Ravn er uddannet fra Københavns Universitet i 1990. Hun beskæftiger sig primært med familie- og arveret, og hendes speciale ligger indenfor dødsbobehandling, hvor hun er autoriseret bobestyrer.

Læs mere om Bodil H. Ravn

Bodil H. Ravn

Advokat

Tlf.: 21 54 12 13

bodil@ravnolsen.dk

Bodil H. Ravn

keyboard_arrow_up