22-01-2020

Erstatning ved dødsfald – hvem kan få forsørgertabserstatning?

Dør din ægtefælle, samlever eller en af dine forældre ved en ulykke, kan du have krav på erstatning for tab af forsørger. Det kræver dog, at der er tale om en trafikulykke eller at der er en ”ansvarlig skadevolder” at rejse kravet imod.

De typiske tilfælde, hvor der kan være mulighed for forsørgertabserstatning, er:

  • En trafikulykke, hvor bilens ansvarsforsikring skal betale forsørgertabserstatning
  • En arbejdsulykke, hvor arbejdsgiver kan være ansvarlig, fordi arbejdsmiljølovens regler er overtrådt
  • En patientskade, hvor der f.eks. er sket fejlbehandling eller indtrådt en væsentlig og sjælden komplikation
  • Vold (drab), hvor kravet rejses over for Erstatningsnævnet, som udbetaler erstatning på vegne af gerningsmanden

Du skal have mistet en "forsørger”

Har du mistet din ægtefælle eller samlever, så opfylder du som udgangspunkt betingelsen om, at der er mistet en forsørger. Der er ikke krav om en retlig forsørgelsespligt.

For samlevere er der ikke noget krav om, hvor længe man skal have boet sammen. Det afgørende er, at man har levet i et ”ægteskabslignende forhold”, dvs. det er et spørgsmål, om man havde fælles bolig, husholdning, sammenblandet økonomi mv.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at det for ægtefæller og samlevere ikke er et krav, at afdøde rent faktisk stod for forsørgelsen i gammeldags forstand. Det er altså ligegyldigt, om det er afdøde eller efterlevende, der har den højeste indtægt.

Selvom afdødes erhvervsevne var nedsat, kan dødsfaldet alligevel udløse forsørgertabserstatning. Det samme gælder, hvis afdøde ikke havde en reel indtægt, fordi vedkommende arbejdede i hjemmet. Se mere om selve erstatningsudmålingen nedenfor.

Havde afdøde forsørgelsespligt over for børn under 18 år, vil de altid få forsørgertabserstatning. 

Endelig kan der være nogle særlige tilfælde, hvor andre nærtstående til afdøde kan få erstatning for tab af forsørger. Det vil dog i disse tilfælde oftest kræve, at man har haft fælles bolig og husholdning med afdøde, og at der har fundet en reel forsørgelse sted.

Hvordan beregnes erstatningen?

Ægtefæller eller samlever

Forsørgertabserstatning til ægtefælle eller samlever udgør 30% af den erstatning, som afdøde må antages at ville kunne opnå ved et fuldstændigt tab af erhvervsevnen i levende live. Det kan være lidt kringlet at forstå, men det er sådan bestemmelsen lyder i erstatningsansvarsloven.

Det betyder i praksis, at man tager udgangspunkt i afdødes årsløn året før dødsfaldet. Er der særlige forhold ved indtægten i året før dødsfaldet, kan man tage højde for det.

Hvis afdøde tjente kr. 400.000 om året, så beregnes forsørgertabserstatning til ægtefælle eller samlever således:

400.000 x 10 x 0,3 = 1.200.000

Kapitalfaktoren 10 er lovbestemt og udtryk for, at man ser på tabet hen over en 10-årig periode.

Så jo højere indtægt afdøde havde, jo større erstatning får den efterladte.

Selvom afdøde havde en lavere indtægt, vil ægtefælle eller samlever dog alligevel have krav på en betydelig erstatning. Der er i erstatningsansvarsloven fastsat en minimumserstatning.  Ægtefælle eller samlever har herefter krav på en minimumserstatning for forsørgertab på kr. 1.055.000 (2021).

Der sker dog en reduktion i forsørgertabserstatningen efter faste takster, hvis afdøde var fyldt 30 år.

Børn

For børn fastsættes erstatningen til summen af de børnebidrag, afdøde kunne være pålagt at betale i levende live. Man laver beregningen ud fra, hvor mange måneder og år, der er til barnet fylder 18 år, og ganger det med satsen for børnebidrag. Var afdøde eneforsørger, forhøjes erstatningen med 100%.

Overgangsbeløb

Udover forsørgertabserstatningen kan man som ægtefælle eller samlever kræve et såkaldt ”overgangsbeløb” udbetalt. Taksten for dette er kr. 177.000 (2021). Tanken med dette beløb er, at det skal hjælpe med at dække uforudsete omkostninger i forbindelse med dødsfaldet. Samtidig skal det dække begravelsesomkostningerne.

Har du brug for en erstatningsadvokat?

Vær opmærksom på, at skadevolders forsikringsselskab skal betale rimelige advokatomkostninger. Det betyder, at du i de fleste tilfælde kan få en advokat til at rejse krav om forsørgertabserstatning for dig, uden at det koster dig noget.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller har brug for rådgivning i en sag.

Kontakt os

Hør også hvordan vi kan hjælpe dig med bl.a. dødsbobehandling, boudlæg, ægtefælleudlæg, ægtepagter, særbarn og testamente.

 

Om forfatteren

Litten Posselt Olsen er uddannet fra Københavns Universitet i 2005. Hun har særligt speciale indenfor forsikrings- og erstatningsret, men hun beskæftiger sig også med bolighandler og overdragelse af fast ejendom.

Læs mere om Litten Posselt Olsen

Litten Posselt Olsen

Advokat

Tlf.: 25 21 19 64

litten@ravnolsen.dk

Litten Posselt Olsen

keyboard_arrow_up