22-01-2020

Dødsbobehandling ved en bobestyrer

Reglerne for, hvorledes et dødsbo skal behandles, fremgår af dødsboskifteloven. Heri er beskrevet alle procedurer der skal følges i forbindelse med dødsfald og opgørelse af dødsbo.

Snarest muligt efter anmeldelse om dødsfald kontakter skifteretten de nærmeste pårørende, således at der kan tages stilling til, hvordan dødsboet skal behandles.

Hvad er en bobestyrer?

En bobestyrer er en person som udpeges til at behandle et dødsbo, enten fordi afdøde har bestemt det i et testamente, eller skifteretten har udpeget vedkommende.

Det er i langt de fleste tilfælde en advokat, som udpeges til opgaven, da det kræver, at der kan tegnes en kautionsforsikring og det er primært advokater, som kan få lov til at tegne disse forsikringer.

Hver skifteret har tilknyttet advokater, som er autoriserede bobestyrere. Hvis afdøde ikke har indsat en bobestyrer i sit testamente og arvingerne ikke selv kan blive enige om at vælge en bobestyrer, så kan skifteretten udpege en af de autoriserede bobestyrere, som er tilknyttet skifteretten.

En autoriseret bobestyrer er udpeget af Justitsministeriet til at påtage sig dødsbobehandling. De autoriserede bobestyrere skal behandle de boer, skifteretten udpeger dem til, og dermed har man sikkerhed for, at også boer, som er insolvente, bliver behandlet.

Når der er udpeget en bobestyrer i et bo, så fører skifteretten tilsyn med bobestyreren. Det betyder, at alle bilag i forbindelse med opgørelse af dødsboet skal indsendes til skifteretten. Derudover skal bobestyreren også indsende referater fra bomøder og andre relevante dokumenter fra boets behandling.

Skifteretten skal også påse, at bobestyreren ikke tager for højt et salær. Der er ikke faste takster for salæret, men skifteretten kan bede om en redegørelse for, hvordan salæret er fastsat og kan nedsætte dette, hvis det vurderes urimeligt set i forhold til de opgaver, der har været for bobestyreren ved dødsbobehandlingen.

Hvilke opgaver har en bobestyrer?

En bobestyrers vigtigste opgaver er at sikre boets aktiver og få solgt det, der skal sælges. I den forbindelse skal bobestyreren også afklare med arvingerne, hvorvidt de ønsker at overtage nogle af afdødes ejendele.

Bobestyreren skal ligeledes tage imod anmeldelse af krav fra kreditorer, som mener at have et krav mod afdøde. Kravene skal prøves – altså vurderes om de er korrekt anmeldt. Ligesom bobestyreren skal sørge for, at kreditorerne får deres penge, inden arven bliver delt ud.

En bobestyrer kan træffe en lang række beslutninger omkring boets behandling – det kan være valg af ejendomsmægler, hvilken pris ejendommen skal sælges til osv. En bobestyrer skal dog forelægge alle væsentlige beslutninger for arvingerne, inden beslutning træffes.

Bobestyreren skal også vejlede arvingerne omkring boets forhold, f.eks. salg af aktiver eller skattepligt og mange andre forhold.

Når der er udpeget en bobestyrer i et dødsbo, så er der den fordel, at man som arving ikke hæfter for boets gæld. Til gengæld har det så også den konsekvens, at det er bobestyreren, som har retten til at træffe beslutninger i forbindelse med dødsbobehandlingen.

Uenighed

Hvis man som arving ikke er enig i bobestyrerens beslutning, kan man klage til skifteretten over beslutningen og så er det op til skifteretten at afgøre, om beslutningen er i orden eller om den skal ændres.

Bobestyreren kan ikke træffe beslutning om, hvem der skal arve. Er der uenighed om dette og er det ikke muligt at opnå et forlig, så vil der skulle anlægges retssag af arvingerne mod hinanden ved skifteretten. Det er alene domstolene, som kan træffe beslutning om arveforholdene.

Få vurderet om en bobstyrer er nødevendig

Har du brug for en bobestyrer advokat?

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til bobehandling eller har brug for rådgivning i en sag.

Kontakt os vedr. bobehandling

Hør også hvordan vi kan hjælpe dig med bl.a. boudlæg, ægtefælleudlæg, ægtepagter, særbarn, forsørgertabserstatning og testamente.

 

Om forfatteren

Bodil H. Ravn er uddannet fra Københavns Universitet i 1990. Hun beskæftiger sig primært med familie- og arveret, og hendes speciale ligger indenfor dødsbobehandling, hvor hun er autoriseret bobestyrer.

Læs mere om Bodil H. Ravn

Bodil H. Ravn

Advokat

Tlf.: 21 54 12 13

bodil@ravnolsen.dk

Bodil H. Ravn

keyboard_arrow_up